Operationer

Operation for tunge øjenlåg
Den almindelige aldersudvikling af ansigtshuden gør, at huden i panden og over øjnene med tiden vil tynge eller folde. I nogle tilfælde så meget, at synsfeltet begrænses væsentligt, og i disse tilfælde dækker sygesikringen muligvis en operation. I andre tilfælde må tilstanden siges at være en skavank mere end en sygdom, og her må man selv betale for operationen. Øjenlægen vurderer, om sygesikringen dækker, men vær forberedt på, at det måske ikke er tilfældet. Sundhedsstyrelsen har udstukket mere restriktive kriterier for, hvornår øjenlåg kan opereres for sygesikringens regning. Kriterierne kan findes her.
Operationen foregår i lokal bedøvelse og varer en times tid. Fraset anlæggelsen af bedøvelsen er operationen smertefri. En mere detaljeret mundtlig og skriftlig beskrivelse af operationen kan ses under “Patientinformationer”.

Den gældende pris for privat operation kan ses under “Priser”

Operation for hængende øjenbryn
I nogle tilfælde er det mest pandehuden, der er blevet løs, således at øjenbrynene er meget lavtsiddende. Dette ses ofte i kombination med løs øjenlågshud. Ved øjenbrynsløft fjernes et stykke hud over øjenbrynet, hvilket vil efterlade et mindre, men synligt ar. Operationen laves i lokalbedøvelse. Det er en lidt mere omfattende operation end øjenlågsoperation. Øjenlægen vil informere grundigere om indgrebet og forventet resultat.

Operation for bygkorn
Et akut bygkorn er en betændt fedtkirtel i øjenlåget, som er rødt, ømt og hævet. Behandlingen af dette er som regel varme (f.eks. en varm vaskeklud og forsigtig massage), evt. antibiotisk øjenmedicin, som din egen læge kan udskrive. Bygkornet forsvinder som regel af sig selv i løbet af et par uger. I nogle tilfælde efterlader bygkornet en lille, hård kugle i øjenlåget. Dette forsvinder også af sig selv, men der kan gå flere måneder. Det er dog en helt godartet tilstand.
Hvis den hårde kugle ønskes fjernet, kan dette gøres i lokalbedøvelse (kun voksne og børn over 12 år). Se i øvrigt patientinformation om bygkorn.

Operation for fejlstillede øjenlåg
Med alderen bliver øjenlågshuden slap, og selve kanten med øjenvipperne bliver løs. Derved kan kanten enten komme til at vende udad eller indad. Begge tilstande kan give anledning til tåreflod, irritation og betændelse. Øjenlægen kan ved operation i lokalbedøvelse operere øjenvippekanten på plads.

’Dimsefjernelse’ og operation for fedtaflejring (gule pletter) i øjenlågshuden
Operationerne foregår i lokal bedøvelse.